Rodfrugt chips

Chips af rodfrugter Super nemt for børn!

Det skal du bruge til dine chips af rodfrugter

  • Rodfrugter (rødbeder, kartofler, gulerødder, jordskokker, persillerødder eller de rodfrugter du kan li´ )
  • Olivenolie (evt. anden olie kan også bruges)
  • Salt
  • Man kan krydre dem ekstra med fx. paprika, chili osv. ­ Prøv dig frem

Sådan laver du chips

  1. Rens og skrub rodfrugterne grundigt (brug en skrubbehandske eller en børste). Du kan også skrælle dem for den ydre skræl.
  2. Skræl store skræller af rodfrugterne med en skræller eller peeler (gerne så lange og så brede som muligt
  3. Hæld skrællerne op i en skål
  4. Hold hver slags rodfrugt for sig i hver sin skål, for ellers kan de misfarve hinanden
  5. Hæld en smule olivenolie (ca ½ spsk. til 30 skræller) henover og bland det forsigtigt med hænderne eller en ske
  6. Læg skrællerne på en bagerist i ét lag ­ så de får varme både oppe og nedefra.
  7. Hvis du har forskellige rodfrugter kan det være en ide at bage dem hver for sig, fordi nogen rodfrugter skal have længere tid end andre
  8. Drys med salt
  9. Sættes midt i ovnen, som skal være 125 grader varmluft

    Hvor lang tid de skal have afhænger meget af ovn og typen af rodfrugter, og ikke mindst hvor tyndt eller tykt skrællet. Men de skal ca. have 15 ­20 min. Start med at give dem 10 min. Tag én enkelt ud, lad den afkøle 1 minut. Smag til.

    Hvis den ikke er sprøde nok, så giv dem 5 minutter mere ad gangen

    Når de kommer ud af ovnen, så skal de lægges på fedtsugende papir (køkkenrulle eller fx. kaffefiltre). Lad dem køle lidt af, så de bliver sprøde.  

    Tip! Dine chips kan opbevares i en dåse foret med smørrebrødspapir.

Er hjemmelavet chips sunde?

Naaaa..... De indeholder salt og olie, men sammenlignet med dem fra supermarkedet, så er de sundere, der er mindre salt og ingen enumre i.